Morsø Friluftscenter ligger på limfjordsøen Mors; 367 kvadratkilometer ægte ferieoplevelser venter dig på Mors. Limfjordens største ø er kendt for sin enestående og afvekslende natur, for fjordens mange muligheder for aktiv ferie, og for de friske fisk og skaldyr, der bliver hentet i Limfjorden.
Alle bør opleve den 61 meter høje, imponerende Hanklit med den dramatiske geologiske historie og den interessante Molermuseum, Feggeklits vældige molermole, Legind Bjerges afvekslende landskab eller den genskabte Legind Sø.
Og alt sammen kan du opleve med udgangspunkt i Morsø Friluftscenter.
HISTORIEN
Allerede i middelalderen var øen tæt befolket med bebyggelsen koncentreret i mindre landsbyer. I dag er øen med sin frugtbare jord et af de tættest bebyggede landområder i Danmark, og hele 80% af øen er opdyrket. Bebyggelsen i det åbne land er karakteriseret af mange kirkelandsbyer; således også Skallerup på øens nordlige vestside. Langs kysten findes gode badestrande og flere campingpladser, men kun få sommerhusområder.
Og så byder Dansk Skaldyrscenter året rundt på spændende, overraskende, kulinariske oplevelser med skaldyr.
Tæt ved den genskabte Legind Sø syd for Nykøbing ligger Jesperhus Blomsterpark og Feriecenter, der med blomsteranlæg, tropehus og fritidsaktiviteter årlig tiltrækker 300.000 besøgende. Som følge af gunstige vindforhold er der mange steder opstillet vindmøller.
Skallerup Den samling af huse, der i dag hedder Skallerup udgøres stort set kun af husene på den lange Tordenhøjsvej, hvor også friluftscenteret ligger. Landsbyen er vokset op omkring den lille, romanske, kullede kirke (dvs. uden tårn). Kirken lå oprindeligt midt i Skallerup by; men efter udflytningen er der ikke meget by tibage. Skråt overfor kirken ligger den gamle skole, som i dag er privatbeboelse.
Kirkens klokke er atypisk ophængt i korets østgavl i en stenmuret klokkestabel fra omkring 1850. Den er forsynet med en næsten ulæselig indskrift: "ihlp ihs nasareet rex niudiiorum mdl ras" (Hjælp, Jesus af Nazareth, jødernes konge. 1550 Rasmus).
På korets sydmur er indridset en løvelignende figur, der sandsynligvis stammer fra kirkens opførelse i det sene 12. århundrede. I korets sydmur ses også rester hullet, som de spedalske brugte til at følge messerne i den lille kirke.
Ved indgangen til våbenhuset ligger den gamle alterbordsplade i dag som trædesten. Det nuværende alter er, ligesom alterbordspladen, fra 1894.
Kirkens altersølv er usædvanligt smukt. Det er skænket år 1600 af herremanden Niels Kaas og hustru Karin Friis Damsgaard. I kalk og disk er indgraveret nadverens indstiftelsesord, samt givernes navne og våbenskjold. Alterstagerne er fra samme tid.
Fortsætter man 200 meter ud ad vejen forbi kirken og videre ligefrem ad en lille grusvej, kommer man ned til Skallerup Vig, hvor der findes et rigt fugleliv. Det er også her, der er mulighed for at prøve Friluftscentrets havkajakker - alene for de prøvede eller under kyndig instruktion af en professionel kajainstruktør.